Pindsvin på eventyr…

For nogle dage siden, mens vi havde nogle småbørn på besøg, hørte vi en mærkelig lyd under vores nedgravede trampolin. Så sad der lige pludseligt en række børn og en mor på trampolinen med bagdelen op i vejret og hovedet ned over kanten for at se, hvad der var ned under trampolinen. De fik øje på et pindsvin, som ikke kunne komme op igen…

En stor diskussion mellem den 4- og 6-årige om hvordan vi kunne få den stakkel op, var i gang. De ledte lidt rundt på matriklen og kom tilbage med en sneskovl og spørgsmål, om de ikke kunne bruge deres lille fiskenet fra bilen… Med fælles hjælp og fiskenet fik vi pindsvinet op på græsplænen.

Pindsvin er mest aktive om natten, og nu havde vi en chance for at nærstudere det chokerede pindsvin på tæt hold på græsplænen. Alle var musestille for ikke at gøre den lille fyr mere bange end den allerede var i forvejen. Efter nogle minutter forsvandt den lige så stille mellem beplantningen i bedet.

Vi kom til at tale om pindsvin med børnene. Børnene kunne ikke helt forstå, at de små dyr kunne sove en helt vinter. Men det kan de i deres rede af græs og blade under en busk eller bred hæk. De kan også finde på at finde et overvintringssted i en brændestabel eller et lille rum i udehus eller lignende. Herhjemme, har vi flere gange fundet et sovende pindsvin tidligt på foråret, når jeg var ved at fjerne de døde rester af haveiris og tjekke buskvedbend for vildskud. Pindsvinet lå bare derimellem.

Er du egentlig klar over, at et pindsvin har op til 7000 pigge over hele kroppen? At de bliver født med piggene gemt i huden? Kort efter fødslen kommer de frem og de dier i 4-6 uger, hvorefter de skulle kunne klare sig selv. Viste du at en pindsvin er et nyttig dyr i haven? Pindsvin er en insektæder, men spiser meget mere end det. De spiser også dræbersnegle, edderkopper, orme og andre krybdyr, og en gang imellem nedfaldsfrugter.

Hvis du gerne vil have et pindsvin i haven, er det vigtigt at have nogle gode forhold til dem, tænk på tørre skjulesteder, hvor en hund eller ræve ikke kan komme til, men også på vand i haven.
Pindsvin er nogle nysgerrige dyr og også uforsigtige, så pas på med de forskellige net til at beskytte jeres frugtbuske, men også nettet af fodboldmål med små masker, som de kan vikler sig ind i. De kan falde eller kravle ned under trampolinen og har svært ved at finde vejen ud, som vi oplevede, men f.eks. lyskasser kan også være en udfordring at komme op fra.

Jeg vil gerne være behjælpelig med at kreere en have, eller havehjørne, hvor der er gode levesteder for pindsvin, fugle, sommerfugle, insekter m.m. Ring 23431848 og hør nærmere eller kontakt mig her